Zang-Fu - de indre organer
Indenfor akupunkturen og den traditionelle kinesiske medicin arbejder man med tolv organer. Disse opdeles i seks "faste" organer, der kaldes zang organerne og seks "hule" organer, der kaldes fu organerne.
De faste organer (zang organerne) er: hjerte, lever, milt, lunge, nyre og pericardium (pericardium = kredsløb). Zang organerne har Yin natur.
Fu organerne er: tyndtarm, galdeblære, mave, tyktarm, urin-blære og sanjiao (sanjiao = trevarmer el. endokrin). Fu organerne har Yang karakter.
Zang-fu organerne samarbejder og modarbejder hinanden. Det betyder, at en lidelse i ét organ forplanter sig til et andet organ. Omvendt kan et organ helbredes indirekte igennem et andet organ. Harmoni og balance imellem zang og fu er grundlaget for et godt helbred.
Der er ikke altid overensstemmelse imellem de kinesiske organer og de vesterlandske. I Vesten er leveren et organ, der ligger i bughulen opad til højre. Ligeledes er det i Vesten veldefineret, hvad leveren laver. Indenfor akupunkturen og den kinesiske lægekunst betyder leveren både organet i bughulen plus en række funktioner i kroppen i øvrigt. Eksempelvis er øjet, indenfor akupunkturen knyttet til leveren.